Tennisherrer på vej mod oprykningskamp

Førstepladsen i 1. division blev holdt med en sikker 6-0 sejr over Skanderborg LTC

Sønderborgs tennisherrer er snublende tæt på at vinde sin 1. divisionspulje og dermed kvalificere sig til oprykningskamp om at komme op blandt Danmarks 12 bedste hold i Elitedivisionen!
Holdet gjorde hvad der skulle gøres, ved at vinde stensikkert over rækkens bundhold Skanderborg.

Pga. truende regnbyger og regnvåde baner, startede matchen med afvikling af de to doubler. Holdet skulle gerne vinde alle kampe, så der blev ikke taget nogen chancer. Idet Andrei Popa ikke har haft optimale muligheder for at holde kamptræningen ved lige, spillede han sammen med den rutinerede Alexander Todorow i 1. herredouble. Det blev da også en lidt rusten start og de to Sønderborg- spillere fik overplaceret en del bolde. Det gav Skanderborg-spillerne troen på en overraskelse, og de tog chancerne og rystede STK- spillerne og vandt første sæt 7-5. Efter at have sundet sig lidt, fik de to Sønderborg- spillere dog greb om tingene og vandt sikkert 6-0 i andet sæt. Heller ikke i match tiebreaken om 3. sæt var der nogen tvivl, og STK kunne bringe sig sikkert foran og vinde samlet 5-7 6-0 (10-5).

I anden herredouble blev det så de to helt unge spillere Maximilian Todorow og Christopher Wejs. Her var styrkeforholdet overlegent i forhold til Skanderborg- spillerne, og der blev vundet sikkert 6-2 6-3.

Singlerne blev ren opvisning i god tennis og med Sønderborg- spillerne som sikre vindere. Ingen af spillerne afgav mere end to partier i et sæt. Mest overbevisende var Maximilian Todorow i 2. single, hvor U18- mesteren viste sin utrolige klasse og vandt 6-0 6-0 over en ellers godt kæmpende, men chanceløs Skanderborg spiller.

I STKs pulje spillede rækkens nummer to 3-3 med Horsens, hvilket betyder, at STK med en enkelt vundet kamp i næste weekends opgør mod Risskov, kan sikre sig kvalifikationskamp om oprykning til Elitedivisionen. Kampen spilles lørdag i Risskov.

 

 
Foto: En glad Andrei Popa kan give Christopher Wejs high five efter at have taget et skridt mere på vejen mod oprykning til Elitedivisionen

Seneste nyheder

Kommende events